Joe Satriani

Engines Of Creation

Det er en ærlig sag ikke at bryde sig om "guitarlir", men ikke at anerkende Joe Satriani, og blot feje ham ind under førnævnte kategori, er nærmest at betegne som helligbrøde. Udover at Satrianis musik er svær at kategorisere, er han en af dem der ikke spiller for selviscenesættelsens skyld, men af den enkle grund, at han har noget på hjerte.

Efter de første par år af karrieren, hvor udgivelserne lænede sig kraftigt op af heavy-genren, har han i et langt stykke tid diverteret med meget forskelligartede udgivelser. Alle genrer i grænselandet jazz til metal er efterhånden blevet afprøvet, og som ikke dét var nok, har det seneste udspil "Engines of Creation" resulteret i en kraftig flirt med techno-rytmer og maskinelle lyde.

Jeg må indrømme, at det lige tog et par gennemlytninger at vænne sig til de nye toner. Men hvorom alting er - og det finder man hurtigt ud af - er der "blot" tale om sublimt guitarspil på et alternativt lydbillede. Alle numrene pånær ét, er fremstillet - dvs. programmeret og spillet - af Satriani selv. Kun på nummeret "until we say goodbye" er der blevet brugt gæstemusikere, og det har endda - ifølge mine begreber - resulteret i albummets kedeligst nummer.

Hvor de tre første "devil's slide", "flavor crystal 7" og "borg sex" er meget techoagtige i kompositionen, skifter billedet til tre lidt mere traditionelle stykker i den blues'ede boldgade, og herefter ryger man på de resterende seks numre, lidt ind og ud i de forskellige genrer. Dubbede maskinbeats, technosound, stille sentimental guitar og atonale soloer.

"Engines of Creation" er nok en anelse mere svært fordøjelig end andre af hans plader, men er man indstillet på et alternativt udspil fra rockmusikkens største guitarnavn, får man fuld valuta for pengene.

Obliveon

Carnivore Mothermouth

Canadiske Obliveon, er på trods af deres ca. 12 årige bandhistorie, et relativt ubeskrevet blad på vores breddegrader. Den Quebec baserede gruppe har hidtil lavet fem albums, men er aldrig rigtigt nået ind over landets grænser. Om det skyldes et dårligt distributionsled eller et sjusket pladeselskab ved jeg ikke, men lad os med det samme slå én ting fast. Hvis Obliveon, efter det nye "Carnivore Mothermouth", stadig bevarer den lidet flatterende status som ukendte blandt metalfolket i DK, er der ingen retfærdighed til.
Gruppen der som nævnt i indledningen så dagens lys i slutningen af 80'erne, startede som et konventionelt thrashband, men har med årene udviklet en særegen stil der bedst kan betegnes cyber-thrash. En rå og effektfuld blanding af thrashelementer og "spacede" effekter.

At der er tale om særdeles kompetente musikere, står klart allerede fra titelnummeret "Technocarnivore mothermouth", der afleveres i en ubønhørlig hårdtgående rytme og med en snerrende vokal på toppen. Man ryger fuldstændig på røven over sangens afslutning, et ondskabsfuld messende "Technocarnivore mothermouth" refrain, akkompagneret af fræsende guitarer.

Sang nr. to "Love, die, resurrect" trækker på det vokal -og stemningsmæssige, paralleller til noget af det nye Slayer. Selvom lydbilledet er en del mere fortættet og groovet, har jeg ikke nævneværdige problemer med at forestille mig det nummer på Slayers set-list.
"Such a quiet river" er uptempo, og melodien trækkes bogstaveligt talt igennem lytterens hovede. Guitaristerne Martin Gagné og Pierre Rémillard, er utroligt godt sammenspillede og der er ingen svinkeærinder i deres spil. Hårdt, konsekvent og super godt sat sammen.
De tre efterfølgende numre "Devil in my eyes", "Coercive currents" og ikke mindst det helt igennem geniale "Polarity", er alle tilført gruppens forkærlighed for cyber-sound'en, med mekanisk maskinagtig vokal, ufatteligt rå guitarer, og så de rytmer........ !! Periodevis ligeså firkantede i lydbilledet som hedengangne Prong, men samtidig med guitarsound alá det gamle Carcass. Føromtalte nummer "Polarity" er ganske enkelt ondt og sydende, det er den eneste måde at beskrive det på.

Alt er selvfølgelig ikke lige fedt. "Vectors" og tildels "Glass made of flesh" er almindelige fyldnumre, uden på nogen måde at være dårlige. Begge er dog lidt for "blodfattige" til, at påkalde sig speciel opmærksomhed i det samlede hele.
De to sidste numre "Fatal induction" og "Desert incorporel" er de mest melodiske på skiven. Som gammel thrashrod flasket op med midtfirsernes grupper, deres stil og sound, elsker jeg de to numre. Stilen er umiskendelig som noget fra "dengang", men med en nutidigt mere groovet lyd. Ifølge mine begreber er der en tilbøjelighed til, at mange af nutidens metalbands kæmper en brav kamp for, at fremstå mest "bad motherfucker" agtige i deres musikalske udtryk og attituder. Uagtet at Obliveons musik er brutal og hæsblæsende, kan man alligevel fornemme en form for tilbagelænethed, overskud og afslappet holdning til tingene.

Mange fine ord ja....... subjektivt ja. Men jeg mener helt seriøst, at Obliveon med "Carnivore Mothermouth" har begået en kanonskive, der snildt kan måle sig med det bedste i genren. Vi taler BYE OR DIE........